Før du skriver dit CV, foreslår vi, at du udarbejder en kompetenceprofil.
I dag er vores viden så specialiseret, at det kan være vanskeligt at besvare det enkle spørgsmål: Hvad kan jeg? Hvad er lige netop relevant i en given arbejdssituation?
Samtidig bliver de personlige kompetencer efterspurgt, og hvordan beskriver man dem?
Skab overblik og se sammenhænge
Formålet med kompetenceafklaring er, at du får et opdateret overblik over, hvad du kan, og hvad du kan tilføre en given virksomhed. Ved at arbejde systematisk med de opgaver, du har løst i løbet af din uddannelse, i din karriere eller i din fritid, kan du få øje på sammenhængen imellem dine faglige kvalifikationer, dine personlige egenskaber og de erfaringer, du har med dig fra dit liv i det hele taget. Endvidere får du sat ord på resultater, som du har været med til at skabe, og kan i din jobsøgning holde fokus på de succeshistorier, du har med dig i bagagen.
Afklaring af dine kompetencer kan også være med til at åbne for nye jobmuligheder. I løbet af din kompetenceafklaring vil du måske opdage, at nogle af de opgaver, du har løst, gav dig god energi, og du syntes, at det var sjovt at løse dem. Mens andre opgaver var knap så sjove. Så ved at afklare dine kompetencer kan du også få et fingerpeg om, hvad du skal kigge efter i dit nye job.
Så sæt ord på det, du kan, også på det, du måske opfatter som banalt, ligegyldigt og underforstået.
Din arbejdsproces
Tag en kopi af dit CV og tilføj også gerne flere private aktiviteter, f.eks. rejser og fritidsinteresser.
1. Din historie
Ud for hver enkelt aktivitet og specifikke arbejdsopgaver skriver du nu løs, idet du svarer på spørgsmålene:
- Hvorfor valgte jeg det?
- Hvad lærte jeg?
- Hvordan kan jeg bruge det fremover?
Indstil dig på at give dig god tid. For de fleste løber processen over nogle dage, hvor man går til og fra.
Undlad her at tænke på, hvordan dine arbejdspapirer skal anvendes helt konkret, for så går du glip af afklaringen undervejs.
Se et eksempel på din historie
Du kan også arbejde med afklaringen af dine kompetencer ved at benytte dette skema: Skema til kompetenceafklaring
Eksempel på, hvordan du bruger skemaet
2. Spørg andre
Du synes måske, at det er lidt svært at komme i gang med at få skrevet dine kompetencer ned på papir. En god måde at komme i gang på kan være at spørge andre. Det kan være tidligere kolleger, chefer, medstuderende eller dine venner. Det afgørende er, at du spørger nogle, som du har arbejdet tæt sammen med enten i løbet af din karriere eller din uddannelse:
- Hvad synes du, jeg er god til? Spørg efter 3-5 eksempler
- Hvordan ser du det?
- Hvad synes du, jeg kunne blive bedre til?
3. Kompetenceprofil:
Du har nu et godt overblik over dine kompetencer og de resultater, som du har været med til at skabe, og du kan danne dig et overblik over dine kompetencer og kan starte på din kompetenceprofil. Tanken med en kompetenceprofil er dels, at du får et konkret produkt, som du kan bruge i dit CV og ansøgning, dels at du gennem dit arbejde med kompetenceprofilen får refleksioner om alternative muligheder.
I en kompetenceprofil grupperer du dine kompetencer og resultater under nogle sigende overskrifter, f.eks. ledelse, projektledelse eller konstruktion, og laver dine beskrivelser på tværs af job, uddannelse og fritidsaktiviteter.
Et eksempel på en kompetenceprofil
Få inspiration til overskrifter i en kompetenceprofil
4. Målrettet kompetenceprofil,
Start med at lave din brutto-kompetenceprofil, altså en kompetenceprofil hvor du tager alt med – alle uddannelser, alle job og alle fritidsinteresser, så har du et rigtig godt materiale, når du skal lave din målrettede kompetenceprofil. Tanken er, at du plukker det relevante fra din brutto-kompetenceprofil og skriver det i din målrettede kompetenceprofil, som passer lige præcis på det job, du skal søge.
Din målrettede kompetenceprofil kan du sætte ind i dit CV.
Se et eksempel på et kompetence CV
Se et eksempel et kronologisk CV