Når du er på efterløn

- regler for arbejde, pension, ferie og ophold i udlandet
Når du er på efterløn og samtidig har arbejde eller driver selvstændig virksomhed, får udbetalt pension, feriegodtgørelse eller andre indtægter, skal der ske fradrag i din efterløn.
Her på siden kan du læse om reglerne for fradrag. Du kan også læse om reglerne for arbejde og ophold i udlandet:

Fradrag for arbejde
Selvstændig virksomhed
Fradrag for pension
Fradrag for feriegodtgørelse og ferie med løn
Bopæl, arbejde og ophold i udlandet


Fradrag for arbejde i din efterløn
Du har mulighed for at arbejde så meget du vil, mens du er på efterløn. Læs mere om denne mulighed på Arbejdsmarkedsstyrelsens site Seniorpraksis.dk

Arbejdet medfører fradrag enten som ”kontrollabelt arbejde” eller ”ukontrollabelt arbejde”. Det afhænger af hvordan din arbejdsgiver indberetter arbejdet til det såkaldte indkomstregister.

Når du første gang oplyser arbejdstimer og lønindtægt på dit efterlønskort, vil vi, med udgangspunkt i indberetningen fra din arbejdsgiver, vurdere hvordan arbejdet fremover skal medføre fradrag

Arbejder du mere end 29,6 timer om ugen, kan du ikke få udbetalt efterløn for den pågældende uge. Hvis du arbejder mere end 37 timer i løbet af en uge, vil de overskydende timer desuden blive modregnet i de følgende uger.

Hvis du er født før 1. januar 1956 kan du regne arbejdstimerne med til optjening af skattefri præmie, hvis du går på efterløn, efter du har opfyldt den såkaldte 2-års-regel. Den opfylder du, når du har haft efterlønsbevis i mindst 2 år og har arbejdet mindst 3.120 timer (svarer til 30 timer om ugen i 2 år).

Hvis du er født efter 1. januar 1956 gælder der nogle andre regler, læs mere under Skattefri præmie.


Kontrollabelt arbejde

Hvis din arbejdsgiver indberetter dine arbejdstimer til Indkomstregistret, vil vi modregne timerne i din efterløn.

Det vil sige at en arbejdstime vil medføre en times fradrag i efterlønne.

Hvis din timeløn er under 209,63 kr. (2012) kan du dog få et lempeligere fradrag for de første 34.607 kr., som du årligt tjener ved arbejde. Fradraget sker ved at omregne din arbejdsindtægt til timer efter følgende formel: Bruttoindtægt / omregningssats = timer

Alle lønindtægter uanset timelønnes størrelse medregnes ved opgørelsen.
Omregningssatsen udgør 209,63 (2012). Timelønninger på under 103,51 kr. medregnes som 103,51 kr. ved opgørelse af bruttoindtægten.

Forudsætningen for et lempeligt fradrag er, at du løbende oplyser alle dine lønindtægter på dit efterlønskort. Når du passerer indtægtsgrænsen på 34.607 kr., vil dit arbejde medføre fradrag i efterlønnen efter det almindelige time-for-time princip. Hvis du overgår til eller træder ud af efterlønsordningen i løbet af et kalenderår, vil beløbsgrænsen på 34.607 kr. blive reduceret forholdsmæssigt.
Arbejde udført med lempeligt fradrag kan medregnes til den skattefri præmie med det faktiske antal timer.

Ukontrollabelt arbejde
Hvis din arbejdsgiver kun indberetter din lønindtægt til indkomstregisteret vil det medføre fradrag ved at omregne din indtægt.

Fradraget i efterlønnen sker ved at omregne din bruttoindtægt om til timer med den gældende omregningssats efter formlen: Bruttoindtægt / omregningssats = timer

Omregningssatsen udgør 209,63 (2012).


Selvstændig virksomhed

Der er begrænsede muligheder for at drive selvstændig virksomhed samtidig med, at du er på efterløn. Hovedreglen er, at den samlede arbejdstid i virksomheden skal være under 400 timer årligt, ligesom dækningsbidraget ikke må overstige 71.375 kr. (2012).

Drift af selvstændig virksomhed samtidig med efterløn forudsætter en forudgående tilladelse fra IAK. Kontakt derfor altid IAK for nærmere information i god tid inden, at du forventer at gå på efterløn.


Fradrag for dine pensionsopsparinger
Du kan læse mere på vores side om pensionsfradrag.


Fradrag for feriegodtgørelse og ferie med løn
Ferie med feriegodtgørelse medfører fradrag i efterlønnen, når du hæver godtgørelsen og afholder ferien i efterlønsperioden. Fradraget sker i forhold til det optjente antal feriedage. Når du får fradrag i efterlønnen for optjent ferie, kan ferietimerne regnes med til optjening af timer til skattefri præmie.

Hvis du får optjente feriepenge udbetalt som et engangsbeløb uden samtidig at holde ferie, kan du ikke regne timerne med til optjening af skattefri præmie. Feriepengene medfører dog fradrag i efterlønnen.

Der gælder særlige regler for feriegodtgørelse, som ikke er hævet inden udløbet af et ferieår, og som er optjent i et ansættelsesforhold, der er ophørt senest ved ferieårets udløb. Feriegodtgørelsen kan udbetales som engangsbeløb. Feriegodtgørelsen medfører fradrag i efterlønnen, medmindre den udbetales i en periode med fuldtidsarbejde (du skal arbejde i hele den periode, som feriegodtgørelsen dækker), eller efter overgang til folkepension.

Læs mere om udbetaling af feriepenge på borger.dk.


Bopæl, arbejde og ophold i andet EØS-land, Grønland og på Færøerne
Du kan bo og arbejde i et andet EØS-land (EU-landene og Norge, Island, Schweiz og Liechtenstein), i Grønland eller Færøerne, når du får efterløn.
Hvis du bor og arbejder på Færøerne eller i et andet EØS-land, skal du som udgangspunkt arbejdsløshedsforsikres der og derfor meldes ud af IAK. Du kan i de tilfælde fortsætte med at få efterløn, selvom du ikke aktuelt er medlem af en dansk a-kasse.

Bopæl, arbejde og ophold uden for EØS-lande, Grønland og på Færøerne
Når du får efterløn, må du højst opholde dig midlertidigt i lande uden for EØS-området, Grønland eller Færøerne i sammenlagt 3 måneder hvert kalenderår. Hvis dit ophold i udlandet ikke er midlertidigt, kan du ikke tage din efterløn med. Både ved midlertidige og længerevarende ophold i udlandet skal du give IAK besked.
Hovedreglen er, at du ikke kan få efterløn, hvis du arbejder i udlandet uden for EØS. Spørg IAK, før du overtager arbejde i lande uden for EØS.


› Til topSidst opdateret: 9. jan. 2012

Bliv medlem af IAK


MELD DIG IND